(kom)
TILBAGE
Endnu en medieskabt porno-forskrækkelse ...


I løbet af tirsdag den 13/6 dukkede en sensationel historie om unges brug af porno op, i stort set samtlige danske medier. DR og TV2's tekst-tv, nyheder og hjemmesider, Politiken, Berlingeren, Jyllandsposten, information ... alle citerede den samme tekst, med stort set ens ordlyd, fra metroXpress:
Børn og unge er storforbrugere af porno
Danske børn og unge ser porno – rigtig meget porno. Hele 98 procent af drengene mellem 12 og 20 år ser porno, mens andelen er 86 procent for pigerne i samme aldersgruppe.


Det de IKKE citerede, var metroXpress' lille forbehold - nemlig:
"1.000 danske drenge og piger har deltaget i undersøgelsen. men undersøgelsen er ikke repræsentativ i videnskabelig forstand, da deltagerne selv har opsøgt undersøgelsen på internettet."


Påstandene om unges brug af porno som er blevet videreformidlet til hele Danmark i alle medier er altså urigtige, og tallene misvisende.

Herunder kan du læse min mail til de ansvarlige journalister.

Du kan også læse hvordan journalisten som startede historien, bekræfter urigtigheden men fralægger sig ansvaret, samt vor korrespondance.

Og du kan se,
hvordan en folketingspolitiker viderebygger på historien ...

Som den eneste avis, bringer Information en berigtigelse.

Læs her om, hvordan TV2's GoMorgen Danmark fortsatte med at cementere de misvisende tal





From: steen_s@get2net.dk
Subject: Jeres medieskabte porno-forskrækkelse ...
Date: June 14, 2006 1:38:06 AM CEST
To: internetavisen@jp.dk, nyheder@dr.dk, thomas.ambrosius@metroxpress.dk, jbn@berlingske.dk, nyhederne@tv2.dk, politiken.dk@pol.dk


Kære metroxpress, Politiken, DR-Online, Berlingske, TV2-Nyhederne og Jyllandsposten,


I løbet af tirsdag den 13/6 dukkede en sensationel historie om unges brug af porno op, i stort set samtlige danske medier. DR og TV2's tekst-tv, nyheder og hjemmesider, Politiken, Berlingeren, Jyllandsposten ... alle citerede den samme tekst, med stort set ens ordlyd, fra metroXpress.

Det der IKKE blev citeret, var metroXpress' diskrete forbehold - nemlig: "1.000 danske drenge og piger har deltaget i undersøgelsen. men undersøgelsen er ikke repræsentativ i videnskabelig forstand, da deltagerne selv har opsøgt undersøgelsen på internettet."

Så man laver konklusioner om, hvor mange unge der ser porno på nettet ... ved at køre statistik på tilfældige unge som er så on-line-aktive at de selv opsøger en undersøgelse på nettet?

De citerede tal viser iøvrigt heller ikke hvor meget de unge bruger pornografi - blot at de har set det. Alligevel lyder mediernes overskrifter: "Unge storforbrugere af porno". Er en storforbruger ikke én, som forbruger meget?

Endnu en gang (!) har sjuskede "forskere" og ukritiske dovne medier skabt hysteri og sensation omkring dette super vigtige emne - unges brug af pornografi - og endnu en gang uden videnskabeligt fundament eller en fair præsentation.

Hvor useriøst kan det blive ?

Vi mangler mere seriøs forskning på dette område - tidligere sensationshistorier som Helge Myrups hjemmestrikkede regnefejl om at unge i gennemsnit så 30 minutters pornografi om dagen, gik medierne og verden rundt. Det viste sig at være 5 minutter - skolelæreren Myrup underviser ikke i matematik! Jeg gjorde opmærksom på fejlen i min kronik i Politiken i 2003:
http://www.steenschapiro.dk/kronik.html

Her er et par links til Jeres massekopiering i vort fagre nye informationssamfund - I skriver det samme og glemmer det vigtige:

http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=458987

http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=752226/

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/06/13/083254.htm

http://nyhederne.tv2.dk/article.php?id=4278799

http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3785036/


Med beklagelse,

Steen Schapiro
Filminstruktør og forfatter

Ravnsborggade 17b 1tv
2200 Kbh N





From: thomas.ambrosius@metroxpress.dk
Subject: Re: Jeres medieskabte porno-forskrækkelse ...
Date: June 14, 2006 9:48:27 AM CEST
To: steen_s@get2net.dk

Kære Steen Schapiro,

Jeg er enig i din kritik af at udlægge historien på den måde, at den enkelte unge er storforbruger af porno. Min oprindelige overskrift var 'Rekordmange unge ser porno', som var mere dækkende for undersøgelsen tal (98 procent drenge, 86 procent piger), men den blev desværre ændret til 'Unge storforbrugere af porno' af mit sekretariat. Det kan også jeg kun beklage, da undersøgelses tal handler om omfang, ikke den enkeltes forbrug. Men jeg synes ikke du har ret i, at metroXpress forbehold er 'diskret'. Det kan vel ikke siges tydligere, end det fremgår af den tydeligt markerede faktaboks, at undersøgelsen ikke er repræsentativ i videnskabelig forstand. At andre medier ikke citerer dette vigtige forbehold, mener jeg ikke skal ligge metroXpress til last.

Med venlig hilsen
Journalist
Thomas Ambrosius, metroXpress





From: steen_s@get2net.dk
Subject: Re: Jeres medieskabte porno-forskrækkelse ...
Date: June 14, 2006 11:06:39 AM CEST
To: thomas.ambrosius@metroxpress.dk


Kære Thomas Ambrosius,


Tak for dit svar! Som du sikkert kan læse mellem mine vrede linier, ønsker jeg blot en saglig debat. Jeg deler personligt bekymringen for pornoforbrug på nettet, og har længe været fortaler for tidssvarende seksualundervisning. men jeg ønsker også redelig mediedækning, debat og forskning.

Jeg skyder da også først og fremmest på de citerende medier. Men jeg synes metroXpress og din artikel gør sig gældende i et par fejl:

- Overskriften er, som du siger, vildledende.

- Din oprindelige overskrift var også vildledende! Det er jo ikke et repræsentativ faktum, men en påstand uden fundament. En mere korrekt overskrift kunne have været: "Unge som er aktive på nettet ser en del porno". Men så var der jo ingen nyhed ...

- Jeg synes bestemt at det faktum, at "undersøgelsen" ikke er videnskabelig eller repræsentativ, kunne siges tydeligere end i den faktaboks. Jeg mener også at det burde siges inde i artiklen, som en del af præsentationen af tallene. Men det er en vurdering.

Som det står, med metroXpress' overskrift, har I søsat et falsum.


Og nu tror verden så, at 98% af danske drenge ser porno.

Ligesom mange stadig tror at unge ser 30 minutter porno om dagen. For ingen medier gider trykke de "kedelige" berigtigelser.


Hvis du/I skulle have lyst at rette op på det, kan jeg (udover en uddybelse af jeres postulate) varmt anbefale en feature på den danske porno-forsker Gert Martin Hald, som leverer seriøst arbejde.
Se bl.a. artiklen her: http://www.msnbc.msn.com/id/9504659/



Tak igen for respons og med venlig hilsen,

Steen Schapiro




From: thomas.ambrosius@metroxpress.dk
Subject: Re: Jeres medieskabte porno-forskrækkelse ...
Date: June 15, 2006 11:28:49 AM CEST
To: steen_s@get2net.dk

Kære Steen Schapiro,
Jeg har taget problemstillingen op med sekretariatet, som er enige med mig i, at min oprindelige overskrift ‘Rekordmange unge ser porno’ var mere korrekt.

Mvh Thomas, metroXpress




From: steen_s@get2net.dk
Subject: Re: Jeres medieskabte porno-forskrækkelse ...
Date: June 15, 2006 11:36:51 AM CEST
To: thomas.ambrosius@metroxpress.dk

Kære Thomas Ambrosius,


Tak for feedback!

Det mener jeg bestemt også at din oprindelige overskrift var, og jeg er generelt glad for at emnet tages op.

Men det er uhyggeligt, at dit sekretariats "nye" overskrift er blevet til "fakta" i alle landets større medier, ikke? Dér har metroXpress et ansvar.

Mvh,

Steen



Opdatering 140606: En folketingspolitiker, Pernille Bagge fra SF, har reageret på de falske tal som fakta, i en pressemeddelelse som starter:
Når 98 % af drenge mellem 12 og 20 og 86 % af piger i samme aldersgruppe ser porno på internettet er der grund til stor bekymring (...)
http://www.sf.dk/index.php?article=11670
Jeg har nu skrevet til hende og opfordret hende, trods alle gode intentioner, til at korrigere sine tal. Hun har takket for informationerne:


From: Pernille.Bagge@ft.dk
Subject: SV: Pornotallene er falske.
Date: June 14, 2006 12:32:19 PM CEST
To: steen_s@get2net.dk


Kære Steen
 
Mange tak for din mail. Det er meget nyttige oplysninger.
 
Med venlig hilsen
 
Pernille Vigsø Bagge
MF, SF





Opdatering 140606: Som den eneste avis, bringer Information en berigtigelse:

From: debat@information.dk
Subject: Re: usaglige tal om porno
Date: June 14, 2006 12:41:18 PM CEST
To: steen_s@get2net.dk

Kære Steen Schapiro

Tak for din mail. Du har ret i, at det burde have fremgået, hvordan
undersøgelsen var lavet. Vi bringer derfor i morgendagens avis
nedenstående præcisering.

»Præcisering
I en note i Information i går fremgik det, at 98 procent af drengene
mellem 12 og 20 år og 86 procent af pigerne i samme aldersgruppe ser
porno. Det skal understreges, at 1.000 danske drenge og piger deltog i
undersøgelsen, men at undersøgelsen ikke er repræsentativ i videnskabelig
forstand, da deltagerne selv har opsøgt undersøgelsen på internettet. red.«


Vh.
Anders Jørgensen



Opdatering 150606: Torsdag d. 15/6 fortsatte TV2's GoMorgen Danmark med at cementere de misvisende tal, i et i ellers udemærket interview med Rikke Skovfoged fra Sex og Samfund. Selvom programværten indledte med et lille forbehold for undersøgelsen, fortsatte tv-stationen ufortrødent med at bringe forkerte "fakta" i bunden af skærmen, sådan ca:

- Børn og unge er storforbrugere af porno
- 98 procent af drengene mellem 12 og 20 år ser porno på nettet
- 86 procent af pigerne mellem 12 og 20 år ser porno på nettet

Bemærk hvordan metroXpress' misvisende overskrift om "storforbrug" nu er blevet et nationalt fakta.
Og bemærk at de to sensationelle tal simpelthen ikke er korrekte - det er ikke 98% af alle (danske) drenge, men 98% af de drenge som i forvejen var på nettet, og valgte at være med i en undersøgelse. Det rigtige tal er selvfølgelig meget lavere.

Tak og tillykke til TV2, som iøvrigt ikke har svaret på de to henvendelser jeg har sendt dem om sagen igår.

Man kan kun håbe at de ansvarlige for tallene, Nordisk Institut for Kvinde- og Kønsforskning, vil korrigere dem snarest - uddybe deres undersøgelse, og iværksætte en ny, repræsentativ undersøgelse -så de ægte tal kan komme frem.
For emnet er vigtigt.