Min yndlings tv-serie!

Kult-serien kørte i England fra 1963 til 1987, og genopstod i 2005 i en ny, moderne og fremragende form!

På denne side er tre artikler, som jeg i 2002 og 2003 skrev til fanzinet “Obskuriøst”, bladet for kult-film og TV-serier. Genoptrykt med tilladelse, og let opdateret.

Her kommer først en introduktion til serien, så lidt billeder og derefter en artikel om at samle på Doctor Who og andet kult-tv.

WELL, IT’S BIGGER ON THE INSIDE …

ENGLAND, 1963.

Ja, året er 1963 og stedet er London. Men det varer ikke længe…

To engelske skolelærere undrer sig over at en af deres elever, en ung pige, kender alt for meget til historie, fysik, osv… i matematiktimen giver hun nogle mystiske svar, om tidsrejser og ekstra dimensioner… Lærerne beslutter sig for at undersøge sagen, og finder ud af, at hendes adresse er en gammel losseplads, og at hun bor i en gammel telefonboks! De følger efter hende, bliver overfaldet af en vranten gammel mand som kalder sig “the doctor”, og pludselig er de inde i telefonboksen, som er meget, meget større indeni end udenpå. Der udbryder en slåskamp, nogle knapper bliver trykket på, og med et synthesizer-skrig forsvinder telefonboksen udi tid og rum. Snart befinder de fire tidsrejsende sig i stenalderen…

Sådan begyndte det første afsnit af BBC’s nye science-fiction-serie ‘Doctor Who’ den 23. november 1963. I løbet af de næste 27 år, havner Doktoren og hans forskellige rejsefæller i utallige gamle kulturer, parallelle dimensioner, og ikke mindst fremtidige civilisationer. De møder onde robotter, klassiske monstre, gale videnskabsmænd og fremmede racer. De bærer sjældent våben, er temmeligt forvirrede og klodsede, men formår gang på gang at redde verden. Og Doktoren selv, er, ja, et mysterie.

Vi kender ikke hans egentlige navn (deraf programmets titel), og får kun gradvist flere ting at vide om hans mystiske fortid. Han er en excentrisk rebel fra planeten Gallifrey, som jævnligt er på flugt fra sin egen race, og har en enorm viden om alt muligt i tid og rum, men desværre glemmer han ret ofte de vigtigste detaljer. Han kan være aggressiv, mystisk, morsom og hyggelig, og hans opførsel er oftest temmeligt bizar. Doktoren er noget så sjældent som uforudsigelig!

Og heri ligger seriens store styrke: Uforudsigelighed. Serien er underfundig, mærkværdig, og fuld af ren eventyrlyst. Helten er ikke en he-man med rum-pistoler, som scorer piger og er overbevist om at amerikanske militærværdier er det eneste rigtige. Han er en anti-helt; han undgår helst fysisk vold, han er ofte fjollet, irriterende, grov og fyrer dårlige vittigheder af overfor selv de mest uhyggelige monstre. Men samtidig har han to (!) brændende hjerter som ønsker fred mellem racerne, og er parat til at ofre sig selv for sine venner.

Serien er unikt engelsk, fyldt med selvironi, kulturreferencer og drengeeventyr. Den har kultskuespillere i gæsteroller, nyskabende elektronisk musik og opfindsomme special effekts, altsammen lavet på et meget lavt budget. Stilen er ofte psykedelisk, og blander spænding og gru med absurd komedie og godt drama. Hver historie var delt op i flere afsnit (oftest fire), og afsnittene sluttede altid med en “cliffhanger” – på det mest spændende sted! Hele den engelske familie var i tre årtier tryllebundne foran skærmen, hver lørdag ved tea-time, for at følge Doktorens videre kampe mod de onde monstre…. og monstre var der nok af, fra tilbagevendende fjenderacer som the Daleks og the Cybermen (senere kopieret af “Star Trek-serien” som The Borg) til forureningsramte kæmpeblæksprutter og gigant-mider…

Serien bød på mange helt groteske elementer, som f.eks. det førnævnte rumskib; TARDIS (Time And Relative Dimensions In Space) – en gammel tidsmaskine, som ikke fungerer særligt godt, så Doktoren ved sjældent hvor og når han havner. Skibets kæmæleons-kredsløb var designet til at forklæde sig som en del af det landskab, det lander i – i det gamle Egypten ville den sikkert have været en pyramide. Men kredsløbet gik engang i stykker i nutidens London, hvor den havde maskeret sig som telefonboks, og, ja, nu svæver der altså en lille blå telefonboks mellem stjernerne…. Heldigvis er der meget mere plads indeni, der var endda swimming-pool, før den blev læk.

Og så videre … det var Doktoren som inspirerede Shakespeare til at skrive ‘Hamlet’ … som sad i et træ og lod et æble falde i hovedet på Newton … som kom til at sætte ild til et stykke papir i Nero’s soveværelse i det antikke Rom … han fik et syv meter langt halstørklæde i mange farver foræret af Nostradamus’ kone, og det har reddet ham og verden mange gange … han elsker vingummibamser … har en sonisk skruestrækker, dekadente tøjvaner, fulgtes en overgang med en vranten robothund … han glæder sig til han støder ind i sin næste fødselsdag, for livet begynder først når man fylder 750 … og han skifter endda udseende og personlighed jævnligt!

For når Doktoren kommer ud for et alvorligt uheld, regenerer han ind i en ny krop… og selvom grundidentiteten er den samme, fortolker hver skuespiller den mærkværdige helt, ret forskelligt. På den måde kom syv forskellige skuespillere til at spille titelrollen på engelsk TV, hvilket holdt serien frisk frem til 1989 hvor BBC standsede den. Idag er den et ægte kultfænomen, som blev genoplivet i 2005. Vi er i skrivende stund oppe på den 15. Doktor!

—
DANMARK, 1979.

Danmark, og faktisk hele Skandinavien, er jo berygtede som de lande i verden hvor befolkningen holder mindst af skræk, fantasy og science-fiction – vi er omringet af stakkels socialrealister. Og da DR havde monopol på at sende TV, var vi, bortset fra et meget lille land i Afrika, det eneste land i verden som ikke havde set Star Trek! Det var intet mindre end en åbenbaring, da jeg første gang kunne se udvalgte episoder af ‘Månebase Alpha’ (‘Space:1999’), og der blev også sendt den mere grumme “De Overlevende” (‘The Survivors’). Sidstnævnte serie var skrevet af Terry Nation, som også havde forfattet klassiske Doctor Who-historier, og skabt hans mest berømte fjender, The Daleks. Det var muligvis af denne grund, at DR bestemte sig for at sende nogle Doctor Who-afsnit i 1979, og sikkert også fordi serien på dette tidspunkt var på sit allerhøjeste i England, ikke mindst pga skuespilleren Tom Baker, som var den fjerde Doktor.

“Robotten” – Robot – 8-29 juni 1979.
DR lagde fint ud med at sende den første historie med Tom Baker. Den var i fire dele, og blev sendt en gang ugentligt i sommerferien… på et børne-TV-tidspunkt. Det skabte problemer, for selvom Doctor Who er en serie for børn i alle aldre i England, var vore danske småunger på det tidspunkt ikke helt vant til at se kæmpemonstre og dræberrobotter. Jeg var 12 år, og elskede at serien var så anderledes og spændende. Men jeg var også dybt forvirret, for DR gav ingen forklaring på de mange sære ting der skete i starten af historien. Doktoren skiftede krop, alle var dybt forvirret over hans nye personlighed, den der lyseblå telefonboks oveni det hele, osv…

“De Fremmede” – The Android Invasion -16-19 oktober 1979
I efterårsferien sendte DR så en 4-delt historie mere, skrevet af Terry Nation. Men det var faktisk Tom Baker’s niende historie, så pludselig var der helt andre rejsefæller med i TARDIS’en, og det hele var ret forvirrende. Jeg husker at jeg så første afsnit med min syv-årige kusine, og det gør hun og hendes forældre også. Hun skreg og skreg og havde mareridt hele natten efter… måske var det hænderne som faldt af og blev til pistoler, eller var det mon det groteske monsteransigt bag lugen i Doktorens fængselscelle i den mystiske landsby som viste sig at være et rumskib? Se videre i næste afsnit …

“Rum-Arken” – The Ark in Space 1-4 januar1980.
Og i dagene efter nytåret gik DR helt bananas, og sendte Tom Bakers anden historie, som altså fortsatte fra den fra juli, som slet ikke passede med den fra efterårsferien, og som endte med at de rejste mod en død planet, uden TARDIS’en… forvirringen var komplet, TV-speakeren advarede før hvert afsnit børnene mod nogle “uhyggelige kæmpehvepse”, og DR holdt op med at sende Doctor Who. De var vist ikke modne nok.

For serien er kompleks, og de informationer som DR gav til aviserne, var helt til grin. Doktoren blev præsenteret som en “supermand”; robothunden K9 blev nævnt en masse, selvom den slet ikke var opfundet i de afsnit der blev sendt; Doktorens race, The Time Lords, blev nævnt som en skurk, osv.

—
MIN SKÆBNE, 1967 – ?

Men jeg var “whooked”! Denne herlige, mystiske, humorfyldte helt havde fascineret mig. Og da jeg på en ferie i England stødte ind i Doctor Who Magazine, var min skæbne beseglet. Min familie anede ikke hvad der var sket, da jeg kom ud fra aviskiosken med det første blad i hånden… men jeg husker tidspunktet og stedet ganske tydeligt. Jeg blev en fan, og var det i mange år, uden at have set mere end de tre historier, læst bøgerne osv. Så begyndte eventyrene at komme til salg på VHS (det første kostede vist 400 kroner … åh, de tidlige video-dage! Og så tog det fart! CD’er, kassetter, postkort, kalendere, t-shirts… man er vel en fan?

Jeg fik endda mødt Tom Baker til en convention i 1991. Han var glad for at møde mig, men troede desværre at Danmark var en by i Sverige. Nå, jeg fik da autografen. I 1997 rejste jeg og min søster til Manchester for at besøge en af de mange Who-festivaler, og her mødte jeg bl.a. den syvende doktor, Sylvester McCoy. En af de andre berømtheder til stede var den noget afdankede skuespillerinde Patricia Quinn (Magenta i ‘The Rocky Horror Picture Show’), som jeg måtte flygte fra jævnligt da hun var ret interesseret i mine læderbukser.

Selvom TV idag viser flere med science-fiction-serier, er der langt mellem de gode. Det meste er noget småborgerligt forudsigeligt amerikaniseret hjerteløst kommercielt ævl. Gudskelov kan men streame eller købe dem – læs mere nedenfor.  Der er stadig håb for barnlige eventyrlystne sjæle i alle aldre! 

“It’s a free universe, I’ve got a right to be childish!”
The Doctor, ‘Robot’

Fortsættes efter billederne

AT SAMLE PÅ DOCTOR WHO

Da Who kom på video

Før hjemmevideoen kom til, var det en helt anden ting at være fan. Det handlede ikke om hvor mange box-sets du købte, men nærmere om at holde fast på minderne, dyrke ikonerne og symbolerne og stemningerne i historierne. Der var ikke mange af os, og kun få havde kontakt med hinanden.

Et par eksempler:

TV-serien ‘Star Trek’ havde dengang aldrig havde været vist på dansk TV – det skete først i starten af 1990’erne. Jeg huskede svagt at have set slutningen af første sæson på Sverige i midten af 1970’erne, og enkelte scener stod som printet på nethinden. Da hjemme-videomarkedet begyndte at dukke op, kom et par enkelte, ofte sammenklippede eller censurerede episoder, på tidlig hjemmevideo. De kom i mange år til at “tegne” ens opfattelse af hele serien. I dag kan det hele findes på streaming og købes på DVD & Blu-Ray – det er kun et spørgsmål om finanser.

‘Blake’s 7’ (på dansk ‘Mytteri i Rummet’), viste DR også – men kun udvalgte afsnit fra første sæson. Sæsonen sluttede med en cliffhanger – en orakel-computer viste rebellernes rumskib blive sprængt i stumper og stykker. Det var det sidste afsnit DR viste, selvom serien fortsatte i tre sæsoner mere. Men DR påstod derefter overfor fans, at serien var slut – rebellerne døde. I virkeligheden startede anden sæson med at vise, at det kun var computerens forudsigelse af en kommende rumskibseksplosion som vi så… og det kunne jeg så læse i B7-magasinet fra England. Ligesådan med ‘Thunderbirds’, ‘Space 1999’ (‘Månebase Alpha’), m.fl.

I den tid med den meget begrænsede adgang til serierne, læste man bøger og tegneserier, adaptioner af episoderne, på dansk eller engelsk, og satte sig ind i det på den måde. Nogle gange virkede historierne meget mere magiske i bog, tegneserie eller magasin-form, skrevet af nostalgiske fans, end de gjorde når man endelig fik dem at se. Og serien selv blev en mytisk, ukendt størrelse, næsten noget helligt og mystisk – som det i sandhed gav spænding at være fan af. Hvornår mon man fik en bid eller mere at se?

Sådan var det også med ‘Doctor Who’, som er den måske mest interessante af de længerevarende science-fiction-serier.

Da videoerne endelig begyndt at udkomme, købte jeg selvfølgelig alt. De første par kassetter BBC udgav kostede 40 engelske pund – en formue dengang! Senere stabiliserede hjemmemarkedet sig, og prisen holdt sig omkring det mere populære “under-a-tenner”.

De første udgivelser var forfærdelige, men virkede alligevel som vand i Sahara for en tørstig fan. Episodernes begyndelser og slutninger blev klippet af. Billedkvaliteten var elendig, især på de ældre historier. Og allerværst var udgivelse nummer to: ‘The Brain of Morbius’ kom i en sammenklippet version, som nu kun varede 60 i stedet for sammenlagt 100 minutter. BBC troede, at det var bedst for køberne – de blev klogere.

Nogle episoder man altid havde læst skulle være var helt fantastiske, blev en stor skuffelse da de blev genset 20 år senere – f.eks. ‘The Chase’. Andre som fan-opinionen helt havde afskrevet, viste sig at være vidunderligt underholdene og kreative – f.eks. ‘The Gunfighters’.

De tre historier som DR omkring 1979 viste med Tom Baker, viste sig dog at holde helt fint, også efter mange gennemsyn. Og sjovt nok – visse scener var præcist som man huskede dem – og andre var der slet ikke!


Et slidstærkt kultfænomen

Man kan fortolke kult-dyrkelse af ældre tv-serier på mange måder. Er det nostalgi, et forsøg på at vende tilbage til noget som engang var magisk – eller en søgen og dyrkelse af kvaliteter, som tv-mediet ganske enkelt ikke har mere?

Det er altid fascinerende at læse beretninger om hvordan tv-mediet påvirker mennesket, især som ung. Som eksempel betyder ‘Månebase Alpha’ på mange måder mere for min generation end ‘Star Trek’ – for amerikansk Trek blev ikke vist på dansk TV, og ‘Space:1999’ var engelsk/italiensk og mere sær, psykedelisk og fabulerende. TV og film påvirker det unge menneskes fantasi på mange stærke måder – derudfra springer vist mange fanblade, delvist inklusive “Obskuriøst”.

Mange af 1960’ernes og 1970’ernes fantasy-tv-serier var simpelthen bare bedre og mere modigt TV end langt, langt det meste af det vi fik de efterfølgende årtier. ‘The Avengers’, ‘The Prisoner’, ‘Quatermass’, ‘The Twilight Zone’ og mange flere havde en helt anden dramatisk styrke, eksperimenterende frihed og mytologisk vilje – i forhold til de over-producerede, strømlinede, pengestyrede kopiprodukter skærmene fyldes af i dag.

At dyrke Doctor Who idag er en spændende ting – fordi serien stadig er helt unik. Med kvaliteter, dramaturgi og kreativitet, som ingen anden eventyr-serie har matchet. Jeg bliver jævnligt overvældet, når jeg genser en klassisk episode.

At der er tabte episoder, afsnit som langsomt restaureres og animeres, og at serien hele tiden fornyer sig, gør den selvfølgelig mere mystisk. Men det som gør den så interessant at udforske, er at den jævnligt har “genopfundet” sig selv, udviklet og fornyet sin stil, med frækhed, excentricitet og fortællerglæde. Dette gik dog på nedtur igennem 1980’erne, hvor serien simpelthen blev dårligt fortalt og produceret. Men magien var der stadig… den er større indeni end udenpå!


Nye fans af den gamle serie kan starte her…

Hele serien er efterhånden udgivet, først på VHS og så på DVD og nu på Blu-ray og streaming – i hvert fald det af den, som eksisterer i BBC’s arkiver i dag. Mange afsnit fra 1960erne blev i næste årti slettet fra BBC’s arkiver, så videobåndene kunne genbruges. Men de blev optaget på lydbånd af fans der sad foran fjernsynet – og nu animeres mange af disse historier så, synkroniseret til de oprindleige lydspor.

Flere titler er udgivet flere gange – først blev historiernes episoder som nævnt sammenklippet, som en slags pseudo-spillefilm, hvilket ødelagde rytmerne i serierne. Senere kom de samme historier så med de oprindelige episode-slutninger og begyndelser. Nogle havde dårlig lyd eller billede, og blev senere remasteret i bedre kvalitet, nogle var censurerede eller forkortet og gen-udkom senere i komplet form, osv.

Alt i alt er det her blevet ret dyrt.

De nye Blu-ray udgivelser er super flotte og bugner af ekstra-materiale, fra nyproducerede interviews og kommentarspor til klip fra gamle tv-interviews, og meget mere. Det er super spændende, især for inkarnerede fans, og motiverer os til endnu en gang at købe de samme episoder.

Gamle sort/hvide historier som kun eksisterer gennem 16mm filmoptagelser fra tv-skærmen, bliver nu billedbehandlet med filtre og frame-doubling, så det igen ligner 60’er-TV’s æstetik. Teknikken, kaldet “VidFire”, giver et helt andet look end det vi har set på VHS-udgivelserne- og tv-genudsendelserne. Samtidig tilbydes der nogle gange nye effekter, som med digital teknik “forbedrer” tidligere tiders teknologi, og enkelte historier klippes strammere med ny lyd og VFX. Alt dette er jo faktisk en ændring af det oprindelige, og så er man tilbage ved start-problemet: Hvor mange versioner skal serien ses i, og hvilken er den ”rigtige”?

Alt dette appellerer både til fans – men gør samtidigt programmerne mere attraktive for et ungt “nybegynder-publikum”, som sætter moderne krav til TV-seriers tekniske kvalitet – og til hastigheden af dramatikken. Men på en måde er det netop det langsomme, lidt primitive element som giver de gamle Doctor Who-historier deres særlige charme – og kvalitet. Så mens jeg nyder de nye versioner, håber jeg blot at man ikke skyder sig selv i foden, ligesom man gjorde ved seriens nedtur i midten af 1980’erne; at man prøver at lave serien til noget, den ikke er.

Er man novice og nysgerrig, og skal til at opleve de gamle historier for første gang, skal man netop ikke forvente et moderne tv-produkt – men i stedet nyde den sære, opfindsomme, excentriske charme som serien altid har haft med sig – og beundre hvordan man med et lavt budget og primitive teknikker fik skabt fremragende dramatik, som langt slår det meste der bliver produceret i dag! Fantasifuldhed, etik, psykedeliske excesser, udfordrende historier – noget helt andet end den jagt på laveste fællesnævnere, overproducerede digitalmanipulationer og populistiske kompromis’er som fylder tv-skærmene i dag. Doctor Who byder på noget levende og legende!