Sex i grænselandet
- ny seksualpolitisk antologi!
Udkommet fra Tiderne Skifter 24/11 2006
"Sex i Grænselandet" er en dansk sex-debatbog, med en række essays som giver varierede og provokerende bud på moderne seksualkultur.
Mit bidrag, "Dobbeltliv", tager udgangspunkt i at komme til en fetichfest - og bevæger sig ind i de indre splittelser vi kan opleve, når vi udforsker seksualitet på en anden måde end hovedstrømskulturen.
Her er et lille uddrag fra mit essay,
og nedenfor er teksten fra bogens bagside.
fra DOBBELTLIV
JEG MÆRKER FORVIRRINGEN I MIG SELV, mens jeg selvbevidst går op til baren og bestiller en drink. Jeg mærker rusen i mit sind, styrken og glæden over at være sammen med frigjorte mennesker, hilser og giver knus og kram til de mange i miljøet, som er blevet gode venner. Samtidig mærker jeg en anspændthed indeni. Jeg ser mig omkring, og jeg ser sårbarheden i de tændte øjne.
Vi nyder blottelsen, og samtidig stiller den masser af spørgsmål til os selv. Vi holder sammen og er på vagt, for det vi viser frem er følsomt. Vi har alle hæmninger, komplekser, og et eller andet sted dybt nede i os har vi lært at føle skyld over at vise vores køn, seksualitet og lyst frem. Vi lever et dobbeltliv, med to forskellige moralsæt; et herinde og et udenfor. Hvordan ved vi nu, dybest nede, om vi skal skamme os eller være stolte? Måske gør vi begge dele på én gang.
De nutidige vestlige samfund er en dobbelt-kultur. Vi har to ekstremt forskellige, men sideløbende sæt af moral og etik. For vi er både kristne og hedenske. Vi får at vide af reklamer og medier og mode, at vi skal udfolde og udleve vores seksualitet, nyde festen, rusen, ekstasen. Det er en dionysisk kultur, og man er nærmest kedelig hvis man ikke er til mere end det socialrealistiske knald.
Samtidig er vi også gennem århundreder blevet indprentet, at vi skal skamme os over lysten til at eksperimentere seksuelt, vi må ikke være horer, vi skal søge den eneste ene og iøvrigt holde vores krop hellig gennem selvfornægtelse. Det er en moral som ligger dybt i os, som beder os om at styre os og være fornuftige, logiske, beregnende og søge sikkerhed på alle niveauer. Det er en apollinsk kultur.
Vi lever med begge idealer, på én gang. Britney bliver på samme tid dyrket som jomfru og luder. Beckham må ikke bolle udenom, (men vi må alle fantasere om ham som sexsymbol). Hvilken Madonna er den guddommelige? Jeg ser på en kvinde henne på dansegulvet. Føler hun sig inderst inde billig eller værdifuld, når hun fejrer sin seksualitet? Forvirringen rammer os på alle planer, og klemmer os indeni. Ikke mindst når vi tager springet ud i at udforske vores fantasier og lyster.
(fortsættes)
SEX i grænselandet
Af antropolog Christian Groes-Green og journalist Marianne Tyllesen (red.).
Sex i grænselandet er skrevet af 18 kvinder og mænd fra alle afkroge af seksualitetens verden. Bøger om menneskers sexliv er set før. Men her møder vi hovedpersonerne selv gennem modige og ærlige skildringer fra erotikkens grænseland. Uden filter og med et stort personligt engagement fører forfatterne læseren ind i erotiske verdener der ikke alle tåler dagens lys i Danmark anno 2006. Verdner som er både magiske og tiltrækkende, provokerende og voldsomme, tabubelagte og frigørende, modsætningsfyldte og grænseoverskridende. Fortællingerne er på kant med det pæne og det normale, men de peger også hen imod en ny seksuel frigørelse. For bogens store spørgsmål er, om vi danskere er så frigjorte, som vi går og tror. Og om tiden er kommet til at bryde med de grænser for lyst, begær og udfoldelse som samfundet har sat op.
Bogens forfattere trækker både på et professionelle kendskab til og personlige erfaringer fra seksualitetens verden og tæller en række markante personligheder, bl.a. performancekunstneren Gritt Uldall-Jessen, journalisten Erik Bork, forfatteren og feministen Leonora Christina Skov, filminstruktøren Steen Schapiro, redaktøren Helle Skram De Fries, sexologen Maria Marcus, lægen Christian Graugaard, journalisten Henrik List, mandeforskeren Niels Ulrik Sørensen, kvindeforkæmperen Nahid Riazi samt homoaktivisterne Mads Ted Drud-Jensen og Sune Prahl Knudsen.
|
Se også den nye bog, STORBYENS STAMMER, som bl.a. har interview med undertegnede ...
|