2008

Pressemeddelelse fra CphDox:
"Et nyt og storstilet samarbejde mellem CPH:DOX og Statens Museum for Kunst skydes i gang med en unik koncertperformance med den amerikanske eksperimentalfilmslegende Kenneth Anger. Aftenen byder på noget så sjældent som en live-koncert med Anger selv, 16mm filmvisninger af både ældre og en helt ny film, artist talks og samtale med publikum.
Begivenheden arrangeres og præsenteres i samarbejde med artFREQ. lørdag den 8. november kl. 20-24 på Statens Museum for Kunst.
http://www.cphdox.dk/d1/acc.lasso?arr=139 

1964

Kenneth Angers mest populære film, "Scorpio Rising" lagde grundstenen til den moderne musikvideo, og til at bruge pop/rock-sange som en del af fortællingen. Det er en af de første film som beskriver biker-subkulturen og læderbøsser.
I starten af filmen hører vi“You look like an angel – but you're the devil in disguise” mens en maskulin biker, Scorpio, langsomt og rituelt udstyrer sig med læder, fingerringe og solbriller.. Hans værelse er spækket med symboler fra pop-kulturen, fra tegneserien Dick Tracy til avisudklip, som viser hvor fikserede vi er på maskulinitet, vold og død. Han pudser sin motorcykels forkromede rør og ser på Elvis, Brando og Dean på tv-skærmen “Hit the Road Jack –don’t you come back no more” pulserer på lydsiden, mens vores hovedperson kører afsted på kværnen og møder andre bikers i klubhuset.
Men så sker der endnu en filmisk fornyelse - udover indklippene af billeder, film og tegneserier, dukker nu en sort/hvid film om Jesus op midt i farvefilmen. Mens Anger var igang med at færdiggøre sin film, boede han ikke langt fra en særdeles kristen kirke. Ved en fejl blev filmruller fra en lille amatørfilm om Jesus afleveret til Angers dørtrin - det tog han som et tegn, og klippede nådesløst filmoptagelserne ind  i sin egen, som mageløst kontrapunkt.
“He’s a Rebel” synges der, mens Jesus og Scorpio rytmisk og ironisk sidestilles. Jesus rider på sit hjælpeløse æsel, mens Scorpio styrer sin toptunede metalhingst. Jesus lader sine diciple bede, mens der er dekadent maskebal i biker-klubhuset. “I will follow him”, lyder det om det kommende 60'er ikon. Krydsklipningen er med til at portrættere biker-kulturen, sammenkoblet med billeder af Hitler, dødningehoveder og drengelegtøj. Der er både hyldest og kritik af bikernes leg med vold, sex og død, og til sidst ender filmen i et fatalt trafikuheld og en advarende rød sirene.
Filmen en vaskeægte montagefilm, en viderebyggelse af 20'ernes og 30'ernes montage-spillefilm, hvor historien fortælles af sammensætningen af billed- og lyd-klip, istedet for gennem filmatiseret teater. Dette er "ren film", hvor æstetikken, klipperytmen, farverne, musikbrugen og sammensætningen af symboler og pop-kultur-referencer, bliver selve fortællingen. Det er et hypnotisk, dynamisk og evigt fascinerende værk.
Og henmod slutningen af filmen dukker en lille halvnøgen dreng op og griner "What Fools These Mortals Be", i et klip fra Max Reinhardts filmatisering af “A Midsummer Night’s Dream” fra 1935. Det er Anger selv, som barnestjerne ...

1973

Lige siden filmens fødsel, har der sideløbende med den mere kendte filmhistorie været en skjult understrøm af eksperimentalfilm, som ofte har haft stor og afgørende betydning for det hovedstrømmen. Da Jonas Mekas i et lille kunstneratelier i New York viste en ung Martin Scorsese "Scorpio Rising", blev det en direkte índflydelse på Scorseses senere film. "Mean Streets" fra 1973 var banebrydende for brugen af sangen "Be My Baby", George Lucas skabte nyt med rock-soundtrack'et i "American Graffitti", Coppolat lod The Doors hypnotisere os i "Apocalypse Now", og David Lynch lånte sangen "Blue Velvet" fra Angers film. Idag bruger enhver moderne tv-serie med respekt for sig jævnligt denne form for subtext.
"I was impressed by his ironic use of pop music and by the sense of rhythm. (...) There is a pagan religiosity in his films. His continous reference to myth and to ritual creates a hypnotising, a dream atmosphere that seems to put the viewer in a state of trance. Kenneth Anger is a unique filmmaker, an artist of exceptional imagination."
- Martin Scorsese,
citeret i Into the Pleasure Dome, BFI, 1989

1927

Anger blev født i 1927, og voksede op i Hollywood i  stumfilmstidens store, episke dramaer, og de klassiske divaers gudinde-status. Den glamourøse dyrkelse af det feminine og erotiske, har præget alle hans film.
Efter skandalen med "Fireworks" rejsteAnger til Frankrig, og over det næste årti blev han venner med den internationale Avant-Garde, fra Fellini til Kinsey.
I 1957 skrev han en banebrydende bog om drømmefabrikkens hemmeligheder og skandaler, "Hollywood Babylon". Sex, stoffer, homosex, børnesex, voldtægt - det var første gang man for alvor kunne se det voldsomme, perverse liv filmstjernerne levede. Der kom utallige sagsanlæg, flere afsløringer og endda en tv-serie - Anger levede op til sit vrede navn.
... og så har Anger været stille et stykke tid. En vred, bitter, farlig gammel mand, hvis film er blevet kuldyrket blandt kendere. Der sidste par år er han dog gået igang med at lave kortfim igen, og der har været flere kunstudstillinger med hans pulserende billeder. På Natfim 2006 får et dansk publikum så muligheden for at stifte bekendtskab med en af filmmediets mest kontroversielle fornyere.

1967

Da Nicolas Roeg for et par år siden besøgte Danmark, fortalte han om forbindelsen mellem især hans tidlige film og Angers. Roegs bedste film, som "Don't Look Now" eller "Walkabout", er non-lineære, associative, hypnotiske og spækket med arketypiske symboler. Og ja, Roeg havde mødt Anger i London, og var med til et magisk ritual - men kun ét. Derimod var Donald Cammell (medinstruktøren af  Roegs sensationelle debutfilm "Perfomance") og Mick Jagger (stjerne i samme film) en tættere del af Angers magiske cirkler. Her kom også andre samtidige ikoner som Marianne Faithfull og Anais Nin, og præsten i den satanistiske kirke Anton Lavey. De dukker alle op i filmene.

2006

Natfilmfestivalen gav i 2006 en sjælden lejlighed til at opleve nogle af eksperimentalfilmshistoriens mest berømte værker:
Kenneth Angers filmserie "The Magick Lantern Cycle"

• Fireworks (1947)
• Puce Moment (1949)
• Rabbit's Moon (1950-79)
• Eaux d'artifice (1953)
• Inauguration of the Pleasure Dome (1954-66)
• Scorpio Rising (1963)
• Kustom Kar Kommandos (1965)
• Invocation of My Demon Brother (1969)
• Lucifer Rising (1970-81)

1947

Angers gennembrudsfilm "Fireworks" brød en hel bane af tabuer i en æstetisk og surrealistisk fortælling om en bøsse som tar i byen for at finde elskov blandt den Amerikanske flådes soldater. (På det tidspunkt lige efter anden verdenskrig, fandtes der officielt ikke bøsser i Amerika, og slet ikke blandt militæret!) Anger spillede selv hovedrollen, som den unge drømmer der længes efter fyrværkeri fra sine maskuline elskere og istedet finder vold fra et tæskehold af homofober. Filmen er spækket med både freudianske og magiske symboler, fra flammen i vandet til mælken der pisses på det ur der rives ud af hans bryst (det skal ses...)
Filmen blev straks både hyldet og fordømt, og mange lande ville forbyde den for dens symbolske vold og sex. Ingen ringere end den surrealistiske mester Jean Cocteau kom til Angers forsvar.
"It comes from that beautiful night from which emerge all true works. It touches the quick of the soul, and this is very rare."
Citeret i Moonchild: The Films of Kenneth Anger
Creation Books, 2001

1949

Mange af Angers film var oprindeligt tænkt som en del af et større værk - men det gør dem ikke mindre fascinerende. Et eksempel er "Puce Moment" (1949), en fortryllende, farvemættet hyldest til den klassiske Hollywood-Diva. Ekstravagante kjoler danser foran kameraet, mens en narcissitisk kvinde pynter sig med parfumer, juveler og sko. Overtoninger af tætte nærbilleder hylder hendes ansigts noble skønhed, mens der synges “Yes, I am a Hermit – ecstacy’s my game” på lydsporet.

1965

En anden kort klassiker er "Kustom Kar Kommandos" fra 1965, hvor "Dream Lover” akkompagnerer drømmebilleder af smukke spændstige unge mænd i blue jeans, som renser og gnider på den skinnende kostumiserede amerikanerbil. Angers homoerotik får fuld udblæsning, som spændte muskler og stramme røve arbejder på motoren og udstødningsrøret ...

1954

"Inauguration of the Pleasure Dome" (1954-66), beskriver et festligt orgie mellem guder og arketyper. Farver, feticher, sex og operamusik, formidler i et fantastisk billedsprog en pompøst ritual hvor masker flyder af og på, stofferne transmuteres og personerne transformeres. Filmens multiple sammenkoblinger af storslåede billedkompositioner, har stærkt påvirket den fremtidige psykedeliske kunst - herhjemme især i Knud Vesterskovs senere video-eksperimenter.

666

Angers film er altid spækket med symboler - og de bruges både ironisk og komplekst. Han droppede hurtigt den simple freudianske symbolik fra "Fireworks", og gik dybere ind i magiske feticher og koder - især ud fra hans forbillede Alisteir Crowley. Anger genkendte begreber som "glamour", "fetich" og endda "medie", som oprindelige magiske begreber - og ligesom f.eks. Cocteau, Maya Deren eller William S Burroughs, så han selve filmmediet som magisk i sin natur.
At film skulle være magisk, kan man vel ikke være uenig i. Film består af illusioner, og filmmageren bliver dermed en illusionist eller troldmand. Vi drømmer en fælles drøm, når vi ser filmen, og når den virker godt, oplever fortællingen som virkelig. Vi påvirkes hinsides fornuft og videnskab, vi griner, græder, skræmmes eller bliver liderlige, af illusionen. På samme måde er filmstjernerne og dramaerne vi dyrker så kultisk, vel en moderne version af tidligere tiders religiøse ikoner og myter.
Film kan gå på tværs af tid og rum - både i fortælling og gennem montage. Klipperytmen kan være så hurtig eller visionerne så stærke, at de går lige ind i vor underbevidsthed. Jo mere filmen henvender sig til det ubevidste (altså ikke gennem en lineær teatralsk/litterær fortælling), jo tættere er man på det magiske ritual og den magiske effekt. Det er især eksperimentalfilmens force, kunstens virke - og det er vel egentlig det, vi som publikum ser film for.
Anger kalder samlingen af sine film for "The Magick Lantern Cycle". Når han viser sine film, ser han det som et magisk ritual som skal sætte publikum i trance, Film bliver projiceret med lys  - og Lucifer, den faldne engel/Satan, er som bekendt lysets gud ..

1969

I slutningen af 1960erne, var Anger centralt placeret i San Franciscos ungdomsoprør og hippiekultur, med performances og psykoaktive film som Invocation of My Demon Brother (1969) og Lucifer Rising (1970-81). "Invocation" er en aggressiv film, som sammenblander klip fra Vietnamkrigen med en Rolling Stones koncert og Angers okkulte eksperimenter - alt mens Jagger gir lydsiden fuld skrue med en minimalistisk Moog Synthesizer.
Den oprindelige version af "Lucifer Rising" findes ikke længere. Komponisten Bobby Beausoleil var så oprevet ved filmens premieren, at han på et syretrip af format stjal det eneste kopi af filmen, og begravede den et sted i Californiens ørken. Han husker ikke selv hvor, og blev senere spærret inde for sin medskyldighed i Charles Manson-tragedierne.
Så Anger lavede "Invocation" ud af de sidste rester af fraklip, og begyndte derefter langsomt forfra på at lave en lysere version af "Lucifer". Det blev en mere varm og holistisk new-age film, hvor gamle guder vender tilbage med varsler om en ny og mere fredfyldt tid. Imens ser vi fantastiske optagelser af dyr, natur (lava som økologisk alkymi) og UFO'er henover ægyptiske pyramider. Anger kaldte selv filmen "A Love Vision".



Steen Schapiro, 2006/8